Europas Falker – Stig Frode Olsen.

Den norske forfatter og fotograf Stig Frode Olsen har med denne smukke bog, givet alle, der har en særlig interesse for falke, et helt unikt indblik i de europæiske falkes levevis. Et indblik, som det kun er ganske få forundt – at opleve falkene på nært hold i deres naturlige habitater.
Bogens forside, med en Eleonorafalk i styrtdyk på en azurblå himmel, giver allerede her læseren et fingerpeg om, at bogens forfatter og fotograf er en yderst professionel en af slagsen, der aldrig går på kompromis med kvaliteten i sine billeder.
Bogen er i den grad spækket med flotte spektakulære billeder, både still og aktion-billeder, som vidner om, at fotografen har et indgående kendskab til de sky falkes levevis, samt brugt et utal af timer i fotoskjul for at få de helt rigtige billeder i ’kassen’.
Som noget helt specielt for bogen er der i hvert artsafsnit, et afsnit ”Fotografen Fortæller”, hvor fotografen detaljeret fortæller om sine oplevelser med arten, og om hvordan de flotte billeder er blevet til. Disse specielle afsnit gør bogen meget personlig, og viser med al ønskelig tydelighed fotografens store fascination af falkene, deres skjulte levevis, og hele teknikken bag billederne.
Bogen er en gave til alle de hardcore ornitologer, der ønsker den nyeste viden om Europas falke, illustreret med fantastisk flotte billeder, feltkendetegn, både sommer og vinter, faktabokse, udbredelseskort m.m. Bogen er på norsk, og så vidt vides, er der ikke umiddelbart planer om at udgive den på andre sprog i den nærmeste fremtid.
Min personlige konklusion er, at bogen dækker hele spektret af alt, hvad en god fuglebog skal/bør indeholde på en flot og illustrativ måde. Der er en god systematik i måden, de enkelte afsnit er opbygget på, hvilket gør, at de enkelte arter er nemme at slå op, så bogen er velegnet som opslagsbog og kan varmt anbefales.

Klaus Dichmann

352 sider, 371 farvefotos. Format: 25×29 cm

Familiegrupper Varenummer: 104360

549,00 kr.

Europas Falker – Stig Frode Olsen

549,00 kr.

Leveringstid: 1-3 hverdage
Gratis forsendelse ved køb over 499,- i hele DK